Hjælp

Opbevarelse af sikkerhedsnøgler og sikkerhedskoder

Når dine backupdata krypteres i Excovery sker det enten ved brug af en sikkerhedsnøgle eller en sikkerhedskode. Hvis du får brug for at genskabe data fra din backup skal du have din sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode for at Excovery kan genskabe dataene. Det er derfor vigtigt at du opbevarer din sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode sådan at du aldrig mister den, og specielt sådan at du aldrig mister den samtidig med dine oprindelige data. På denne side kan du læse om nogle enkle metoder til at opbevare din sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode nemt og forsvarligt.


Opbevarelse af sikkerhedsnøgler

I det følgende beskrives to gode og nemme metoder, som du kan bruge til at opbevare din sikkerhedsnøgle. Den ene metode er at gemme din sikkerhedsnøgle på et sikkerhedsnøglekort i din pung. Den anden er at gemme din sikkerhedsnøgle i en sikkerhedsnøgle fil på en USB nøgle. For at metoderne skal virke optimalt kræver det, at du altid har din pung eller USB nøgle med dig når du forlader din bolig, og at du opbevarer pungen eller USB nøglen i sikkerhed fra tyve om natten. Hvis begge disse ting er på plads kan metoderne give en rigtig god sikring for, at du har din sikkerhedsnøgle den dag du får brug for at skulle genskabe dine data.


Sikkerhedsnøglekort

Fra og med Excovery 3.0 kan du udskrive din sikkerhedsnøgle i form af et sikkerhedsnøglekort. Sikkerhedsnøglekortet kan udskrives på et almindeligt A4 eller A5 ark, hvorfra sikkerhedsnøglekortet derefter kan klippes ud af. Sikkerhedsnøglekortet har samme størrelse som et kreditkort. Det udklippede sikkerhedsnøglekort kan opbevares i din pung sammen med dine andre kort. På den måde har du altid din sikkerhedsnøgle med dig når du forlader din computer og dine data.


Sikkerhedsnøglekortet kan med fordel lamineres. En billig og fuld tilstrækkelig lamineringsmaskine til formålet med tilhørende lamineringspapir kan købes i boghandler og nogle gange i supermarkeder for omkring 200 kr. En laminering af sikkerhedsnøglekortet stiller ingen specielle krav til lamineringsmaskinen, så den billigste model vil være tilstrækkelig. Ved at laminere sikkerhedsnøglekortet bliver kortet modstandsdygtig overfor fugt.


Sådan gør du:

Start Excovery og log på. Vælg ”Ændre sikkerhedskopi”. Klik på ”Næste” i fil vinduet. Klik på ”Sikkerhedsnøgle” fanen i databeskyttelsesvinduet. Klik på ”Udskriv nøgle…”. Vælg printer og klik på Ok.


USB nøgle

Hvis du normalt bærer rundt på en USB nøgle, så kan din USB nøgle være et godt sted at gemme din sikkerhedsnøgle. Fra og med Excovery 3.0 er det blevet nemt at gemme din sikkerhedsnøgle i en fil, som du kan lægge på din USB nøgle. Excovery gemmer sikkerhedsnøglen i en sikkerhedsnøglefil som har filendelsen ”.ExcoveryKey”. Som standard vil Excovery foreslå et filnavn til sikkerhedsnøglefilen, som har formen ”Sikkerhedsnøgle – Kunde nr – Dato.ExcoveryKey”, hvor ”Kunde nr” vil være erstattet med dit eget kunde nr., og ”Dato” vil være erstattet med dagens dato. Eksempelvis kunne filnavnet være ”Sikkerhedsnøgle – dk012345 – 28-09-2009.ExcoveryKey”.


Sådan gør du:

Indsæt din USBnøgle i din computer. Start Excovery og log på. Vælg ”Ændre sikkerhedskopi”. Klik på ”Næste” i fil vinduet. Klik på hovedmenuen i data beskyttelses vinduet. Vælg ”Eksporter nøgle…” i menuen. Vælg drevet for din USBnøgle, og klik på Gem.


Opbevarelse af sikkerhedskoder

Ideen i at benytte en sikkerhedskode frem for en sikkerhedsnøgle er, at en sikkerhedskode er nemmere at huske end en sikkerhedsnøgle. Da sikkerhedskoden i Excovery kun skal indtastes i yderste nødstilfælde er der en stor risiko i, at du glemmer sikkerhedskoden. Hvis du har glemt sikkerhedskoden vil du ikke kunne genskabe dine data.


Det kan derfor være en god ide at skrive din sikkerhedskode ned og gemme den et forsvarligt sted. Ligesom med sikkerhedsnøglekortet kan du gemme din sikkerhedskode i din pung, men du kan også gemme den et sted som er sværere at komme til, da du kun vil få brug for den hvis du ikke kan huske koden.


Hvis du mister din sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode

Hvis du mister din sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode vil du ikke være i stand til at kunne gendanne dine data ud fra din Excovery backup. Hvis du mister din sikkerhedskode eller sikkerhedsnøgle skal du derfor slette din backup og oprette en ny backup med en ny sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode. Fra den nye backup kan du gendanne dine data ved at bruge den nye sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode.


Kompromittering af sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode

Hvis andre får kendskab til din sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode kan de potentielt genskabe data fra din sikkerhedskopi. For at genskabe den fulde beskyttelse af dine data i din sikkerhedskopi skal du derfor slette din sikkerhedskopi og oprette en ny sikkerhedskopi med en ny sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode. Da den nye sikkerhedskopi benytter en ny sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode vil det ikke være muligt at benytte den gamle sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode til at gendanne data. På denne måde forhindres personer som er i besiddelse af din gamle sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode i at få adgang til dine data i din sikkerhedskopi.


Afprøv din sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode

Uanset hvordan du opbevarer din sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode er det en god ide jævnligt at afprøve om du kan bruge den opbevarede sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode til at gendanne dine data. Fra og med Excovery 3.0 er det muligt nemt at afprøve dine sikkerhedskode eller sikkerhedsnøgle.


Sådan gør du:

Start Excovery og log på. Vælg ”Afprøv gendannelse”. Importer din sikkerhedsnøgle fra din sikkerhedsnøgle fil, eller indtast din sikkerhedsnøgle eller sikkerhedskode. Klik på ”Næste”. Hvis din sikkerhedskode eller sikkerhedsnøgle kan bruges til at læse din sikkerhedskode vil Excovery vise en besked om dette.